| Sikker test af støddæmpere |
| Tirsdag, 03. maj 2011 13:32 |
|
- Selv på Sri Lanka Der findes mange måder at teste støddæmpere på. ”Støddæmperbranchen” synes ikke at være helt enig om en ensartet metode, men ofte tages støddæmperne af bilen for at blive testet. Dette er dog ikke nødvendigt med Maha’s SA2D. Testerens teknologi minder meget om Maha’s kendte bremsetestere, da der også her er to vibrationsplader til måling af henholdsvis bilens venstre og højre side. SA2D er en stand alone tester og måler den ikke-dæmpede del af hjulophænget, når dette sættes i svingninger. Udsving på hjulet måles i % eller i Maha-mm og vises i et udlæsningsdisplay. Herudfra kan man afgøre, hvor gode støddæmperne er. - Ofte er støddæmperne en skjult del af bilen, der ikke får meget opmærksomhed i det daglige, siger Ole Bjerg, Tekniker i Axel Ketner A/S, der er Maha-forhandler. Typisk bliver et støddæmperproblem ofte først taget hånd om, når en bilejer oplever, at bilen bliver mindre kontrollabel i sving, hvis den krænger til den ene side i forbindelse med en katastrofeopbremsning, eller hvis bilen kommer med mystiske lyde. Reelt set kører en stor del af bilparken faktisk rundt med defekte støddæmpere. Flere undersøgelser understøtter Ole Bjergs udsagn. F.eks. henviser Carl Christensen på deres hjemmeside til, at hver 7. bil kører rundt med defekte støddæmpere, ifølge en undersøgelse udført af SACHS. AutoPartner skriver på deres hjemmeside, at omkring 357.000 danske biler kører med defekte støddæmpere – og der generelt er en kraftig stigning i defekte støddæmpere efter 5 år eller 100.000 km. - Dårlige veje er med til at sikre en forringelse af støddæmpere. Og vores hårde vintre og manglende vej-vedligehold medfører kun, at danske støddæmpere udsættes endnu mere, siger Ole Bjerg. - Man burde måske have nogle standarder for hvordan og hvornår støddæmpere skal testes. Indrømmet, så er Maha’s SA2D et af vores mere specialprodukter og ikke vores mest sælgende produkt. - Til gengæld har jeg været på Sri Lanka, hvor Axel Ketner har været underleverandør på en større ordre, hvor vi bl.a. skulle installere en støddæmpertester på to forskellige ”tekniske skoler”. Der var selvfølgelig en eller anden asiatisk udviklingspulje, der finansierede det, men alligevel fascinerende, at skulle helt til Sri Lanka og sikre bedre støddæmpere. Da jeg ankom, kunne man dog godt se, at de ikke var helt forberedt på, hvordan testeren bedst skulle installeres, fortæller Ole Bjerg. Testeren har mest optimale brugerforhold, hvis man først tester forhjulene og derefter kører frem og tester baghjulene. Begge skoler havde imidlertid ikke mulighed for at en bil kunne fortsætte med at køre lige frem, så her blev man nødt til at bakke og vende bilen for at teste baghjulene også. På den ene skole var der endog ikke lavet rigtige tilkørselsforhold udefra endnu. Så her blev en gammel Jeep båret ned fra en græsplæne. Støddæmperne var nu nok ikke Jeep’ens største udfordring, slutter Ole Bjerg.
Installation af støddæmpertester på en ”teknisk skole” i Kandy på Sri Lanka. Bemærk at bagvæggen giver lidt udfordringer, da det er meningen, at man skal kunne køre igennem prøvestanden. Så må man jo bare bakke.
Støddæmpertester installeret på ”teknisk skole” i Mara på Sri Lanka. Igen et problem at man ikke kan køre igennem prøvestanden. Men også et problem at der ikke var nogen tilkørselsforhold udenfor.
En gammel jeep med sikkert større udfordringer end defekte støddæmpere blev pga. manglende tilkørselsforhold båret frem til test.
|

