Erhvervsskolen Nordsjælland - mere og mere attraktiv
Tirsdag, 15. februar 2011 09:34

Erhvervsskolen Nordsjælland - et mere og mere attraktivt sted at tage sin mekanikeruddannelse

 

Erhvervsskole Nordsjælland i Hillerød, der for 2 år siden faktisk havde sat lokalerne til salg, oplever i dag et udviklingsboom. Pga. krisen ville ingen købe faciliteterne – men omvendt blev der flere arbejdsløse og behov for mere efteruddannelse, og vupti, så stod Erhvervsskole Nordsjælland over for et behov om fornyelse af lokalerne. De mange værkstedshaller, der i mere eller mindre omfang har været en del af et gammelt trykkeri, gennemgår derfor i disse dage en løbende ombygning.

Senest har Axel Ketner A/S leveret syv to-søjlede lifte af den populære og prisgunstige model, Econ III, fra Maha samt flere styretøjsudmålinger af mærket Dunlop.

- Men det er faktisk en midlertidig løsning, den måde de er sat op på, udtaler Flemming W. Jensen, værkstedsassistent. Hallen, hvor de er placeret, er en lang og smal hal, der inden for nærmeste fremtid vil blive lagt sammen med det tilstødende lokale. Det er vores evindelige problem – små lokaler, hvor det er svært at fragte biler eller bildele fra den ene hal til den anden. Vi skal også have sat flere porte mellem vores haller, hvilket vil øge fleksibiliteten betydeligt. F.eks. skal der prøvenummerplader på en bil, lige så snart den kører ud af en hal – og det gør det temmelig besværligt at udnytte vores ressourcer på tværs af hallerne, sådan som vi er indrettet i dag. Det betyder også, at motorer og gearkasser, f.eks., kan være særskilt monteret op på stativer på hjul, så de lettere kan fragtes fra et lokale til et andet.

Erhvervsskolen Nordsjælland, der har op til 180 mekanikerelever på en gang, dvs. når nogle af dem ikke er i praktikforløb, har dog også en betydelig bilpark: 50-70 biler. På grundforløbet holder en bil typisk kun 1 år. Herefter skrottes den så i miljøundervisning.

Det er glædeligt at se en skole, der blev forsøgt solgt, blomstre op i stedet.

- Jeg glæder mig også rigtig meget til at det bliver færdigt, forhåbentlig inden for et års tid, siger Flemming W. Jensen. I mellemtiden må han og eleverne trisse rundt i forvandlingen, der p.t. byder på murbrokker og afspærringer men på sigt ikke kun vil give bedre åbenhed mellem de mange små lokaler men også mere udstyr til eleverne.

 

 

hilleroed1 

13 Econ III lifte nylig leveret af Axel Ketner i midlertidig opstilling, mens renoveringen af Erhvervsskole Nordsjælland fortsætter.

 

hilleroed2

Mobile motordele giver fleksibilitet på en erhvervsskole med trang plads.

 

hilleroed3

Erhvervsskolen Nordsjælland gennemgår en gribende renovering i disse dage.