|
Onsdag, 23. september 2009 13:26 |
Der er penge at spare på ombytningsinjektorer til common rail. Op til flere tusinde kroner. Det giver både gladere kunder og flere timer til værkstederne.
Axel Ketner, der siden medio 2008 har kunnet levere de populære Delphi C2i injektorer i ombytning, har netop taget hul på den nye generation af injektorer, C3i injektorer.
- Det er vores ansvar at følge med teknologien. Ikke kun fordi vi er Delphi importør og det selvfølgelig gavner vores forretning, men også fordi det samfundsmæssigt giver bedre mening at renovere dyser. En renoveret dyse har jo mindst samme kvalitet som en ny dyse, men også fordi alle kan få en økonomisk fordelagtighed, udtaler Michael Ingel, produktansvarlig på diesel.
Hver Delphi common rail injektor indeholder en unik kode, der bevirker, at bilens ECU er i stand til at blive kalibreret med brændstofindsprøjtningssystemet. Hver injektor har sine karakteristika og via koderne, kan en injektor læses og programmeres ind i ECU’en, hvilket giver den optimale førstegangs indsprøjtnings-præcision, dvs. den mest ideelle form for motorgang.
Forskellen på C2i og C3i injektoren er temmelig teknisk og indviklet. C3i injektoren har en unik kode på 20 cifre, mens C2i injektoren "kun" indeholder en kode på 16 cifre. De ekstra fire cifre omfatter et øget antal målinger, der kommunikeres med bilens ECU for endnu større indsprøjtnings-præcision.
C3i injektoren kan findes i nyere køretøjer fra 2006 eller senere, bl.a. Citröen C4, Kia Carnival, Mercedes (C og E klassen), Peugeot 307 og 407, Renault Megane/Scenic og Ssangyong Rexton.
Er common rail en udfordring?
Selvom common rail systemet ikke er nyt for værkstederne, står rigtig mange værksteder fortsat over for en udfordring, når det kommer til fejlfinding og reparation, så som diagnose- og fejlfindingsproblemer samt manglende kendskab til de forskellige typer af common rail systemer.
- Vi får som Delphi importør ofte henvendelser fra værksteder, der ikke har det rette udstyr til at kommunikere eller fejlfinde på bilen eller som har skiftet dyser på en bil og efterfølgende kan bilen enten ikke køre eller går dårligt i tomgang, fortæller Michael Ingel.
Langt de fleste af disse problemer kan løses ved at have den rette uddannelse og det rigtige testudstyr. Axel Ketner har derfor i samarbejde med Delphi Diesel lanceret et værksteds-koncept "Ketner-Delphi Diesel Point" til de danske værksteder, der ønsker at øge deres viden og forretning inden for common rail. Konceptets indhold kan afhjælpe mange af de problemer som værkstederne står over for, når de får et dieselkøretøj ind på værkstedet.
- Det er ikke raketvidenskab, vi står overfor, og rigtig mange problemer forsvinder, hvis blot man har den rigtige viden og det rigtige testudstyr, fortsætter Michael Ingel. Alle kan være med.
Yderligere oplysninger: Produktansvarlig Michael Ingel 25 26 56 16 |
|

En Delphi common rail injektor er nem at genkende pga. det unikke design.
|
|