Ledere på skolebænken
Tirsdag, 17. februar 2009 13:26

Uddannelse og viden står højt på dagsordenen hos Axel Ketner. Ikke blot skal kunder og samarbejdspartnere have mulighed for at videreuddanne sig, også Axel Ketners egne medarbejdere skal fortsat dygtiggøre sig.

Fra februar påbegynder 10 af Ketners ledere og mellemledere en decideret lederuddannelse, der løber over det næste halve år. Formålet med lederuddannelsen er at kvalificere Axel Ketners mellemledere til virksomhedens nuværende og fremtidige udfordringer i en turbulent branche, hvor kravene til den enkelte leders faglige og personlige kompetence stiger.

Lederuddannelsen er skræddersyet af Business Institute i Aalborg og målrettet Axel Ketner. Den består af 3 dele: Lederuddannelse, ledertest (360° personlighedstest) samt personlig ledelsescoaching. Herved sikres, at der opnås en sammenhængende kompetenceudvikling for den enkelte, som er forankret i egen arbejdssituation. Succeskriteriet er en markant ledelses- og forretningsmæssig udvikling af den enkelte leder i forhold til egen arbejdssituation. I forbindelse med den personlige coaching opstilles der præcise succeskriterier for den enkelte leder, så det senere er muligt at vurdere lederuddannelsens effekt.

Selve lederuddannelsen vil både fokusere teoretisk og praktisk på interne processer og inspiration udefra.

”Det er vigtigt, at man ser ud over sin egen næsetip og også lærer af andres erfaringer, der ikke nødvendigvis er relateret til autobranchen”, forklarer Michael Salmansen, udviklingschef.

Det faglige niveau vil være en kombination mellem en pre-MBA og erhvervsskoleniveau, hvor der tages afsæt i deltagernes forudsætninger. Ledertesten og ledelsescoachingen vil bidrage hertil. ”Vores medarbejdere får en meget holistisk uddannelsespakke, hvor det er vigtigt, at de lærer at udnytte både deres personlige og faglige kompetencer bedst muligt samt udnytte den synergi, der er imellem deres leder-kolleger. Vi er i dag gode til at udnytte hinandens ressourcer, men vi kan altid blive endnu bedre”, afslutter Michael Salmansen.

Yderligere oplysninger: Udviklingschef Michael Salmansen tlf. 25 265 636.
ms_mba

Udviklingschef Michael Salmansen har med en afsluttet MBA i strategisk ledelse inspireret Axel Ketner til at satse endnu mere på uddannelse.