Ketner klar med landsdækkende service for fartskrivere
Onsdag, 20. august 2008 13:15

Det seneste år har Axel Ketner A/S forberedt et landsdækkende net af Ketner Servicecentre for VDO-fartskrivere. Nu er aftaler på plads med værksteder over hele landet om licenser og uddannelser, så vognmandskunderne spilder mindst mulig tid på service og reparation, fortæller produktspecialist hos Axel Ketner A/S, Jesper Salmansen.

Hele nettet af forhandlere og serviceværksteder for de markedsledende VDO-fartskrivere er det seneste år ændret fra at gælde kun få Ketner værksteder - til nu at omfatte et langt større, landsdækkende net af værksteder, som er blevet til Ketner Servicecentre for fartskrivere.
js_web 

Produktspecialist hos Axel Ketner A/S, Jesper Salmansen, har aftaler hjemme om licenser og uddannelser hos 13 værksteder over hele landet.
De må nu kalde sig Ketner Servicecentre.

Før kunne der kun gives service fra Ketners egne forretninger i de største, danske byer. Vi har nu aftaler hjemme om licenser og uddannelser hos 13 værksteder over hele landet, fortæller produktspecialist hos Axel Ketner A/S, Jesper Salmansen. Dermed har vi nået vores mål om et landsdækkende net af Ketner Servicecentre. Systemet er en gevinst for alle: Vognmandskunderne, værkstederne - og os. Vognmandskunderne skal spilde mindre tid på service og reparation, fordi vi altid er lige i nærheden – og både værkstederne og vi hos Axel Ketner A/S får samtidig udvidet vores forretninger, påpeger Jesper Salmansen.

Systemet er, at de enkelte værksteder køber en licens til at forhandle og give de toårige, lovpligtige serviceeftersyn samt at reparere fartskriverne fra Axel Ketner A/S, der er grossist for VDO. Samtidig forpligter værkstederne sig til at stille med specialister, som gennemgår obligatoriske kursusforløb, før de må kalde sig et Ketner Servicecenter.

De obligatoriske kurser omfatter et modul om fartskriverne, et andet modul om fartbegrænsningerne i systemet, der bremser lastbilernes hastighed til eksempelvis 89 km/t - og endelig et modul om databehandling. Hertil er der valgfrie moduler om flådestyring og lys & lyd produkter.

Det nye, landsdækkende system med Ketner Servicecenter kræver en stor elektronisk vidensdeling over hele landet. Det har været en af udfordringerne i udbygningen af nettet. Derfor har vi oprettet vidensdeling på extranet med en login for alle Ketners Service Centre, fortæller Jesper Salmansen, som den kommende tid lurer på endnu et par muligheder for at oprette Ketner Servicecentre.

Vi går efter at oprette ekstra centre på Lolland, i Vestjylland og på Vestsjælland, beretter Jesper Salmansen.

Yderligere oplysninger: Produktspecialist Jesper Salmansen 25 26 56 15