Ketner styrker bestyrelsen
Onsdag, 13. august 2008 13:12

Axel Ketner A/S har fået to nye, erfarne bestyrelsesmedlemmer uden for stifterfamilien til at bidrage til den nye firmastrategi. De nye medlemmer er Anders Nørgård Jensen og Jesper Smidt-Nielsen.

Axel Ketner A/S har ved generalforsamlingen styrket bestyrelsen med kompetencer, der skal bidrage til den omstrukturering af virksomheden, som ved seneste årsregnskab har vist sig at være inde i en god gænge.

Strategien omfatter en strømlining af forretningen med større satsning på kernekompetencerne inden for dieselteknologi, lys/lydprodukter fartskrivere og værkstedsindretning. Hertil overvejer Axel Ketner at købe sig til yderligere forretning - ganske som det er sket i 2007, hvor Axel Ketner A/S sammen med tyske UTSCH AG har dannet et fælles selskab, og er begyndt at producere og levere over én million nummerplader om året til danskerne.

- Med så store ændringer i firmakonceptet skal vi i direktionen have et kvalificeret modspil, så vi holder kursen mod vores mål. Derfor er vi glade for at byde Anders Nørgård Jensen og Jesper Smidt-Nielsen med om bord, siger direktør Lars Ketner.

• Anders Nørgaard Jensen er 40 år, MBA og har i dag eget konsulentfirma, Jensen Motor, i København. Han har stor erfaring fra motorbranchen og flere års erfaring fra selskaber i Mærsk-gruppen i Danmark og Frankrig, herunder Roulunds Fabrikker, samt som ingeniør for kølesystemerne i atomkraftværker hos Tecnatom i Madrid i Spanien.

• Jesper Smidt-Nielsen er 43 år, og er HD samt uddannet i ledelsesudvikling ved IMD i Lausanne. Han har en lang erhvervskarriere som bl.a. divisionsdirektør i Kemira-koncernen og administrerende direktør for ME-FA A/S. De seneste 4 år har han været selvstændig virksomhedsrådgiver og er i dag bestyrelsesformand i 11 selskaber samt rådgiver for 8 andre selskaber.

Yderligere oplysninger: Direktør Lars Ketner 25 26 56 01